|
Den 12. juni 2004 blev det 2. Danish Open mesterskab i
strandhåndbold afholdt i Hvide Sande. Stranden lige syd for slusen
var fyldt med over 400 mennesker, som nød det gode vejr og
selvfølgeligt strandhåndbolden på de 7 anlagte strandhåndboldbaner.
I alt var der 52 hold, som spillede og hvert hold
må have 8 spillere med, så der var mange kampe i gang og det var
både sjovt og inspirerende at se de hold der spillede
kvalifikationskampe til DM og alle de andre der spillede om at blive
mestre i Danish Open 2004.
Når man skal spille udendørs, vil vejret altid
have indflydelse på oplevelsen.
I Hvide Sande startede dagen med gråvejr og der
var lovet regn! Alle var spændte på, om det ville blive til regn og
i løbet af formiddagen kom der så 5 minutters regn. Alle blev lidt
våde, men det var langt fra nok til at ødelægge den gode stemning,
så de 5 min. var hurtigt glemt. Resten af dagen var vejret helt OK
og der var en smule vind. Det betød at spillerne fik rigtig gode
betingelser også på den front for et rigtigt godt stævne.
Strandhåndbold er noget forholdsvis nyt, og det
var med en vis spænding, stævnet blev sat i gang. Ville det nu være
sjovt at rende rundt i bare tæer og prøve at spille et
håndboldsspil, der havde nogle helt andre regler, end dem man kendte
fra hallerne. Spillet blev godt modtaget af alle, og selv om der i
nogle rækker var stor forskel i alder og størrelse, lod det til, at
alle fik noget ud af det - ”men det kan altså godt være lidt svært,
når man glemmer at man ikke kan drible”!
Sandet giver selvsagt et anderledes underlag, end
man er vant til, og det kan godt give nogle udfordringer både med
hensyn til driblinger og det at løbe i sand. Især det sidste tærer
på kræfterne.
Det gav dog ikke anledning til mange problemer,
og som nogle af spillere sagde: ”Det er bare fedt, for man kan smide
sig helt vildt ind over stregen, før man skyder - uden at slå sig
ret meget”.
Samtidig med at der blev holdt Danish Open
afviklede vi som tidligere nævnt også kvalifikationskampe i DM. Det
var lokale hold der vandt – nemlig R.S.U i damerækken fra Ringkøbing
samt Tarm Foersom GF som vandt herrerækken foran Ikast IF. De
kvalificerede sig dermed til finalen i DM den 26. juni på
Fisketorvet i København.
|